Møde om Glenstrup sø’s tilstand

Anna Grethe Jensen var Onsdag d. 19-6-2019, til møde om Glenstrup Sø’s tilstand i True Forsamlingshus, et arrangement i regi af Projekt Fælles Forandring…36 deltog, primært folk fra området og et par interessegrupper.
Hun deltog af nysgerrighed og for Hobro Sportsfiskerforening.
Professor Brian Kronvang, Aarhus Universitet, forklarede en masse tal, baseret på målinger og baggrunds data om udvaskning fra landbrugsjord mv.
Alle tal er hentet fra Miljøstyrelsen, hvor alle kan gå ind og se, hvordan miljøtilstanden i søer og vandløb ser ud, men det er de færreste, der kan konkludere noget ud fra de mange oplysninger.
Her var det sejt at have en professor til at gøre arbejdet. Han havde dog sat egne beregninger ind hist og pist, men generelt kunne han konkludere at: Søen er i bedring, dvs. faldende indhold af nitrat og et fosforindhold, der er ved at være i balance.
Hvis der ikke er frie mængder af fosfor til stede, kan planter og alger ikke bruge den meget kvælstof, der trods reduktion over årene 2000,2012 og 2018, stadig er i søen.
Søen er i kategori mellem, hvor målet er god økologisk tilstand…. nu udsat til 2027 og Vandplan III.
Søen binder en stor mængde fosfor, og der udledes langt mindre, end der tilføres søen. Der tilføres også langt mindre vand fra vandløbene, end der løber ud.
Der kommer regn fra oven, men Brian Kronvang har regnet sig frem til, at der kommer næsten lige så meget vand fra kilder, som fra vandløbene.
Østerkær Bæk er generelt i god økologisk tilstand men har to tilløb, der ikke er. Gedbæk har til gengæld det højst målte nitratindhold i et vandløb på landsplan…. en oplysning, der undrer.
Her kunne flere lokale oplyse, at der opstrøms landevejen har været en gammel losseplads, så der kunne være en sammenhæng her.
Det fik straks kommunens folk til at spidse ører og professoren til at tilbyde projekthjælp i form af en studerende, der allerede er klar med ønsket om at måle tilførsler af næringsstoffer mv. til Glenstrup Sø.
Det gælder også dræn, der løber direkte i søen, noget der ikke er taget højde for i miljøstyrelsens tal.
Professor Brian kunne afvise, at alle de kloakerings løsninger, der findes i det åbne land, forurener.
Det svarer kun til 1 pct. af tilførslerne. Han mener også, at den åbenlyst forbedrede vandkvalitet skyldes landbrugets mere effektive brug af gødning og mindre udlejning til vandmiljøet.
Dog opfordrede han til, at lodsejere holder øje med skyllerender, altså pludseligt opståede vandløb med kurs mod søen. Der findes løsninger til at bremse udvaskningen, så den ikke når søen, løsninger som landmænd allerede i dag kan få tilskud til.
Om fiskene vidste han ikke meget, heller ikke, om de påvirkes af at være i vand med for meget kvælstof og fosfor.
DTU skal lave en ny fiskeanalyse i søen i år, men det vidste han heller ikke…men alt i alt en ok aften, fordi konklusionen lyder… at søen er på vej til en tilstand i ligevægt, men altså kun på vej.

/Anne Grethe Jensen
Hobro Sportsfiskerforening.

 

Skriv en kommentar